2022-21-11 Demokratteriet laver dukketeater i samarbejde med Kunstmuseet Mississippi

Det vestjyske Kultursamarbejde har bevilliget støtte til skabelse og opførelse af dukketeaterforestillinger om fællesskaber, verdensmål og demokrati på biblioteker i de vestjyske kommuner i 2023.

Målgruppen er børn i alderen 6 – 10 år og deres forældre og andre pårørende. Forestillingerne peger ind i et univers, der er velkendt for børnene. I dette univers forsøger forestillingerne med en vis portion humor at levendegøre, hvordan verdensmål og demokrati hænger sammen med vores dagligdag. Forestillingerne peger også på nogle af de dilemmaer og muligheder i vores daglige tilværelse, der er forbundet med demokrati og med at gøre noget for at leve op til verdensmålene.

Dukketeaterforestillingerne udvikles på Kunstmuseet Mississippi på basis af et manuskript, der er udarbejdet af Jette Bak i dialog med DEMOKRATTERIET. Jette Bak er forfatter til bogen ”Eventyrlige verdensmål”.