2023-08-20 Hvad blev der af klimaborgertingets anbefalinger?

Nu skal der atter gang i de klimapolitiske forhandlinger. Regeringen mener det går rigtig godt og er overbevist om at vi nok skal nå vores ambitiøse klimamål. Oppositionen er ikke helt enig, og det er flere eksperter og regeringens eget rådgivningsorgan, Klimarådet, heller ikke. Langt fra. Det går først og fremmest for langsomt.

Nej, det gør det egentlig ikke, mener regeringen. Klimaproblemstillingen er kompleks, implementeringen af klimaambitionen vil berøre mange sektorer, vil gribe ind i folks dagligdag, der vil være mange tabere og vindere i processen. Vi skal for alt i verden undgå franske tilstande med gule veste og alt det der. Politikerne kan ikke bare sådan gå foran. Hastværk vil være lastværk. Derfor skal vi sikre os en virkelig stor opbakning i befolkningen til de ting der skal gennemføres, 80% eller deromkring.

Det kan der jo være noget om. Men hvordan er det nu lige vi finder ud af, hvor stor opbakningen vil være? Flere tilbagevendende undersøgelser viser at der er stor opbakning i befolkningen til klimamålene og at et flertal mener, at det går for langsomt. Det er åbenbart ikke tilstrækkeligt for regeringen.

Har regeringen helt glemt Klimaborgertinget?

Klimaborgertinget var klimapolitikkens demokratiske flagskib. Det blev også søsat, men der er ikke rigtig nogen, der har interesseret sig særlig meget for, hvor det sejlede hen.

Klimaborgertinget bestående af 99 statistisk udvalgte borgere, arbejdede af to omgange. Stort arbejde med adgang til data og ekspertviden, og med honorar. Begge omgange afsluttedes med en lang række anbefalinger til klimatiltag, næsten 200 tilsammen, der også af to omgange blev forelagt for Klima, energi -og forsyningsudvalget (KEF). Meget få at udvalgets medlemmer mødte op. Borgertingets arbejde fik ros (dygtig, dygtig) og anbefalingerne så virkelig interessante ud, syntes de få tilstedeværende medlemmer. Det var det.

Alle anbefalingerne havde mindst 50% opbakning i klimaborgertinget og de fleste en meget større opbakning. For hver anbefaling var opbakningen angivet. Lige til at gå til. Hvorfor har disse anbefalinger ikke spillet nogen som helst rolle for det videre arbejde med klimapolitikken? Gik der noget galt?

Uklart mandat

Udover at Klimaborgertinget skulle præsentere sine anbefalinger til KEF, var det uklart hvad der videre skulle ske med anbefalingerne. Hvad betyder det helt konkret, at anbefalingerne vil blive inddraget i regeringens og Folketingets videre arbejde med klimaproblematikken? Det stod klart, at der ikke ville blive tale om en ’følg eller forklar’ procedure, som ved borgerforslag, men hvad så? Hverken klimaborgertingets medlemmer eller politikerne vidste rigtig hvad de skulle gøre med anbefalingerne. For politikerne kunne det derfor være fristende blot at rose indsatsen og anbefalingerne og så derefter mere eller mindre at ignorere dem.

Ude af sync med den generelle klimapolitiske proces

Dette hænger en del sammen med det ovenstående. Klimaloven lægger rammerne for den klimapolitiske proces, der skal føre frem til en opfyldelse af klimalovens målsætninger. I denne proces med dens delmål, dens klimapartnerskaber og dens evalueringer af indsatsen er der ikke eksplicit afsat nogen plads til eller tillagt en rolle for Klimaborgertingets anbefalinger. Der var ingen der eksplicit efterspurgte Klimaborgertingets anbefalinger som et integreret led i politikudviklingen: Anbefalingerne kom blot med et indhold og på nogle tidspunkter, som var resultater af Klimaborgertingets egen dynamik temmelig løsrevet fra den parallelle udvikling af klimapolitikken. ’Nå, har Klimaborgertinget barslet med et nyt sæt anbefalinger. Dem må vi se på ved lejlighed’.

Hvad var egentlig meningen med Klimaborgertinget?

På den måde, Klimaborgertinget har arbejdet, har det frembragt noget der ligner en komplet borger klimahandlingsplan med rigtig mange anbefalinger, dækkende mange emner. Og det er egentlig ganske imponerende. Men man er også havnet i en situation (med 2. omgangs anbefalinger som eksempel), hvor en tværministeriel høring af Klimaborgertingets anbefalinger kan konkludere, at hele 48 af de 73 anbefalinger ”inddrages i implementeringen af regeringens politik”. Læser man efter, burde der i virkeligheden i stedet for ’inddrages’ have stået ’er allerede inddraget’ i implementeringen, eller i alt fald i regeringens overvejelser (der jo indtil videre gør det ud for en stor del af implementeringen).

Man bliver derfor noget i tvivl om, hvad meningen med Klimaborgertinget i det hele taget har været, når den eneste substantielle tilbagemelding det får er en tværministeriel tilbagemelding, der siger at det er fint med jeres anbefalinger, men langt de fleste er vi faktisk allerede i gang med, så er der nogle enkelte, vi kan overveje på længere sigt og resten er ikke relevante, fordi det ikke er vores bord eller fordi de bare ikke duer.

Der har heller ikke været en egentlig politisk drøftelse af anbefalingerne i Folketinget. Det har der ikke fordi punkt 1 med den tværministerielle høring, så har regeringen i virkeligheden talt, og med en flertalsregering er perspektiverne for en politisk diskussion i Folketinget derfor mindre, - og punkt 2 fordi Klimaborgertingets alt for mange og til dels upræcise anbefalinger ikke er det bedste udgangspunkt for en politisk drøftelse.

Utilstrækkelig finansiering

Finansieringen har naturligvis ikke været tilstrækkelig til at levere en komplet borger klima handlingsplan, der i grundighed og analysekraft har haft mulighed for at måle sig med de ressourcer, som regeringsapparatet og professionelle lobbyorganisationer har til rådighed. Men der har heller været til finansiering til en prioriteringsfase i Klimaborgertingets arbejde, så man kunne skære antallet af anbefalingerne ned til dem, Klimaborgertinget syntes var de allervigtigste og som så kunne have været endnu grundigere analyseret, skarpere og mere præcist formuleret. Det kunne måske have givet mere slagkraft i den politiske debat.

Fik klimaborgertinget en forkert opgave?

Giv klimaborgertinget en mere reaktiv rolle, hvor den har en central høringsfunktion i forbindelse med konkrete udspil og lovgivningsinitiativer.  I stedet for alt det spøgeri om befolkningens opbakning, så kan regering og Folketing på denne måde få en klar forestilling om befolkningens opbaknings til initiativerne. Og dertil måske nogle nye ideer.